SØNDAG 6. JANUAR 2019 | 16.00 | ABILDGAARD KIRKE |  ENTRÉ: 160 KR I

Vesna, Wandt og Galinas Salon indtager igen Abildgaard Kirke med festlige opera- og operettetoner samt wienermusik.

Løftet om også at indlede 2019 med et brag af en nytårskoncert i Abildgård Kirke med Frederikshavns syngende læge, Vesna Djordjevic, Skagens Jens-Christian Wandt og Galinas Salon med musikere fra Nordjyske Strygere indfries.

Det sker søndag 6. januar kl. 16. Programmet bliver igen en sprudlende blanding af populære arier fra operaer og operetter samt festlig wienermusik af familien Strauss og vor egen H.C. Lumbye, krydret med også andre nyere og iøjnefaldende toner.

De medvirkende i Galinas Salon er violinisterne Galina Olesen, Toke Hansenius og Henrik Rosenberg samt Signe Just Olsen (bratsch), Muriel Cellier Strong (cello) og Natasha Kutsko Jensen (piano).
Desuden medvirker Morten Grønborg Larsen (trompet), Ambjørn Bidstrup Lebech (pauker og slagtøj) og kirkens organist Søren Rasmussen.

Der kan købes billet på www.billetten.dk samt på Frederikshavn Turistkontor.
Der vil også være et mindre antal billetter reserveret til salg ved indgangen, så ingen forhåbentlig i år går forgæves til nytårskoncerten, der sidst trak fulde huse.